Introduktion
Minority Report: En udfordring af intolerancen i dagens Danmark er en interdisciplinær udstilling, som undersøger baggrunden for den mere udtalte intolerance over for og blandt etniske minoriteter i Danmark i de senere år. Udstillingen er co-kurateret af freelance kuratorerne Trine Rytter Andersen, Kirsten Dufour, Tone O. Nielsen og Anja Raithel og er den første udstilling i en række af større tilbagevendende internationale samtidskunstudstillinger, som Århus Byråd har taget initiativ til under overskriften Århus Festival for Samtidskunst. 

Minority Report folder sig ud på forskellige lokaliteter i Århus og omegn i perioden 25. september – 24. oktober 2004 og præsenterer 63 dansk-bosatte og udenlandske billedkunstnere og filminstruktører samt 53 teoretikere, politikere, musikere, performere, netværk og kulturforeninger fra ind- og udland. Alle har de, med vidt forskellige sociale og politiske udgangspunkter, arbejdet indgående med spørgsmålet om intolerance. Gennem billedkunst, film, musik, performance, forelæsninger, debatter, høringer, workshops og tekst igangsætter udstillingen en tværfaglig og tværnational indkredsning af intolerancen i Danmark, der på grund af deltagernes forskellige afsæt rejser nye typer spørgsmål, som forhåbentlig vil forny den fremherskende udlændingedebat i Danmark. I en måned omdannes Århus til en sprudlende platform for debat, hvor problemstillinger omkring intolerance og sameksistens visualiseres, analyseres og udveksles fra såvel minoritets- som majoritetsgruppernes synsvinkler i tæt dialog med udstillingens publikummer.

Baggrund
Intolerance over for etniske minoriteter er ikke noget nyt fænomen i Danmark. Men den synes i de senere år at have manifesteret sig kraftigere og bredere. Det danske samfunds udvikling i retning af et multietnisk samfund er, som det er tilfældet i en række andre europæiske lande, blevet ledsaget af en stadig mere udtalt fremmedfjendtlighed og tvivl, både hvad angår spørgsmålet om flygtninge og indvandreres adgang til Danmark og tilstedeværelsen af etniske minoriteter i det danske samfund.1 Det synes inden for de senere år at være blevet mere legitimt at give åbent udtryk for sin fremmedfjendtlighed, både blandt majoritets- og minoritetsgrupper.

På det politiske område har udviklingen resulteret i en lang række stramninger af udlændingelovgivningen, og Danmarks immigrations-, integrations- og repatriationspolitik hører nu til blandt de mest restriktive i verden. Socialt har udlændingespørgsmålet bidraget til en øget polarisering mellem fortalere for indvandringsstop, fuld assimilation og et homogent Danmark på den ene side og fortalere for indvandring, pluralistisk integration og et multietnisk Danmark på den anden side. Debatten er præget af stædige og forudsigelige yderpositioner, og begge fløje kaster med skyts, der har til hensigt at appellere til befolkningens følelser – medfølelse eller angstfølelser – snarere end demokratiske og etiske principper om ligestilling. Udviklingen og den internationale kritik til trods afviser Danmark officielt, at fremmedhad, racisme og diskrimination skulle have fået et stærkere fodfæste i det danske samfund.2 

Intention
Minority Report ønsker med udgangspunkt i den aktuelle danske situation at gå bag om intolerancens stigende legitimering og undersøge dens årsager og forudsætninger, mekanismer og funktioner, retninger og former. Udstillingen forsøger at belyse, hvad der socialt og politisk har banet vejen for den stigende fremmedfjendtlighed i Danmark, hvilke ideologiske og psykologiske operationer den baserer sig på, og hvordan den udøves i den sociale, politiske, kulturelle og juridiske sfære. Danmark bliver med andre ord et “case study” for udstillingen, som skaber mulighed for undersøgelsen af et fænomen, der ikke begrænser sig til Danmark alene, men udspiller sig i en lang række andre europæiske lande.

Dermed tager Minority Report afstand fra opfattelsen af intolerance som et “naturligt”, “iboende”, “essentielt” og dermed “uundgåeligt” aspekt af den menneskelige natur og hævder, at den er en konstruktion skabt af en række specifikke psykologiske, ideologiske, sociologiske, økonomiske og politiske forhold. Gennem blotlæggelsen af intolerancens konstruktion håber udstillingen at skabe dybere indblik i måden den opererer og dermed bane vejen for alternative modeller for frugtbar sameksistens. Skønt Minority Report tager sit udgangspunkt i Danmark, rækker dens intention således langt ud over landets grænser og bliver relevant for det stigende antal nationer, som gennemlever en lignende udvikling netop nu.

Minority Report henter sin titel fra Steven Spielbergs filmatisering af Philip K. Dicks science-fiction roman af samme navn. I filmens fremtidsunivers er politiet ved hjælp af tre orakler i stand til at forudsige, forfølge og dømme kommende forbrydere, inden de begår en forbrydelse. Det moderne retsbegreb vendes på hovedet: man er ikke længere uskyldig, indtil det modsatte er bevist, men dømt inden man overhovedet har begået en forbrydelse. Udstillingen undersøger, hvorvidt etnisk intolerance fungerer efter samme omvendte princip: Kriminaliseres man som udlænding automatisk på baggrund af sin tilsyneladende “andethed” i forhold til den danske “normalitet”?

Minority Report ønsker først og fremmest at undersøge forholdet mellem den stigende intolerance og Danmarks gradvise overgang til en nyliberal politik fra slutningen af 1990'erne og frem. Har globaliseringens krav om frit tilgængelige markeder og mobile arbejdsstyrker forstærket de nationalistiske tendenser i Danmark? Er der en forbindelse mellem den tiltagende intolerance og den gradvise overgang fra en solidaritets-politik til en privat ansvars-politik? Hvilke forskellige slags intolerancer findes der, og hvem retter de sig mod? Hvordan er danskhedsbegrebet konstrueret, og hvilken rolle spiller det i Danmarks udlændingepolitik og klassificeringen af nytilkommere? Hvorledes reagerer forskellige minoritetsgrupper på stramningerne af Danmarks immigrations-, integrations- og repatriationspolitik? Hvordan har man historisk lovgivet imod intolerance og for positiv særbehandling i Danmark, og hvordan forsvares sådanne lovgivninger inden for demokratiets rammer? Og hvornår begyndte man at tale om “etnicitet” frem for “race” i Danmark, og hvad forstår man egentlig ved etnicitet i det danske samfund? 

Koncept & metode 
Minority Reports blotlæggelse af intolerancens konstruktion sker ved at ændre præmisserne for måden, hvorpå udlændingespørgsmålet debatteres. Hvor den danske debat fortrinsvis har udspillet sig i medierne og statsinstitutionerne indenlandske fagfolk imellem, igangsætter udstillingen en international, interdisciplinær, stedsspecifik, interaktiv og politisk udveksling.

For det første muliggør bidragene fra de internationale deltagere en stækt tiltrængt global kritik og kontekstualisering af den danske udvikling, mens den mangefacetterede analyse, som er nødvendig for at afdække intolerancens forskellige betingelser og funktioner, sikres af udstillingens interdisciplinære struktur. 

For det andet gør Minority Reports samtidige folden sig ud på en række forskellige lokaliteter i Århus og omegn det muligt at nå et stort antal forskellige lokalmiljøer, mens de mange forskelligartede typer udsagn og aktiviteter åbner muligheden for at engagere en lang række forskellige publikummer i temaet.

Ved at bringe deltagere sammen fra alle grene af det socio-politiske felt og lade deres modsatrettede holdninger til emnet udveksle, anerkender Minority Report for det tredje – og som det vigtigste – de antagonistiske dimensioner i enhver demokratisk udveksling. Udstillingen opgiver dermed tidligere forsøg på at italesætte spørgsmålet om intolerance fra et moralsk eller konsensus-søgende udgangspunkt. Fortalere for såvel indvandring som indvandringsstop, pluralistisk integration som fuld assimilation, multietnicitet som homogenitet fra såvel minoritets- som majoritetsgrupper vil rapportere. Men netop fordi Minority Reports struktur er interdisciplinær og transnational, sker udvekslingen af holdninger nu på tværs af nationalitet, etnicitet, klasse, køn, seksualitet, fag, alder og uddannelsesbaggrund, hvorved de stereotype identiteteter og fundamentalismer, som intolerancen bunder i, kompliceres på ny vis. Målet er ikke at bidrage til en øget polarisering, men at konfrontere publikum og de forskellige udstillingsdeltagere med nye og uventede spørgsmål, som kan udfordre det fremherskende syn på indvandrere og flygtninge såvel nationalt som globalt.

Siden december 2003 har en konsulentgruppe bestående af Rabih Azad-Ahmad (formand for Multikulturel Forening i Århus), Ellen Nyman (skuespiller, performancekunstner og skribent), Kim Su Rasmussen (Ph.D. i Idéhistorie, Århus Universitet) og Bünyamin Simsek (medlem af Århus Byråd for partiet Venstre) rådgivet kuratorgruppen i dens research- og kurateringsarbejde i forsøget på at sikre netop en sådan politisk rummelighed. For ikke at risikere at bidrage til den intolerance, som Minority Report vil udfordre, stiller udstillingen – i henhold til FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne – imidlertid én begrænsning: alle udsagn er velkomne, så længe de hverken opfordrer eller medvirker til krænkelsen af subjektets suverænitet. 

Struktur 
Minority Report udfolder sig konkret i fire stationer for permanente aktiviteter og løbende programmer samt en række satellitter udgjort af stedsspecifikke aktiviteter og midlertidige interventioner i konkrete miljøer. De forskelligartede lokaliteter levner plads for forskellige metodiske tilgange til udstillingens tema. 

Station 1: Ridehuset – opført i 1860 som en ridebane for militæret og nu et kulturhus – udgør udstillingens centralnervesystem. Bygningen er opdelt i en række visuelt forskellige zoner for forskelligartede aktiviteter. I Informations- og Kommunikations Centret kan publikum bese kuratorgruppens researchmateriale samt købe relevant litteratur og merchandise. Centret præsenterer også flyers, publikationer og websites produceret af en lang række foreninger og netværk, som er aktive på intolerance- og sameksistensområdet, men som kuratorgruppen ikke har kunnet inkludere i udstillingen. I Debatzonen afholdes en række forelæsninger og debatter med talere og debattører fra det politiske, sociale, kulturelle og teoretiske felt, hvor forskellige aspekter af intolerance og sameksistens debatteres i tæt samråd med publikum. Debatzonen danner også ramme for en kvindehøring og en afsluttende ungdomshøring, hvor unge fra såvel minoritets- som majoritetsgrupper inviteres til at sætte en dagsorden for fremtidens ligestillings- og udlændingepolitik. Scenen præsenterer en række koncerter, performances og stand-up comedy, der tillader en bearbejdelse af spørgsmålene om intolerance og sameksistens gennem politisk musik, teater og humor. I Caféen kan publikum og udstillingens deltagere spise og socialisere under hele udstillingsperioden, mens børn kan lege i Børnehjørnet. I Ridehuset findes desuden en kunstudstilling med blandt andet kunstvideobiograf, maleri, fotografi, lyd- og videoinstallationer samt værker, der er skabt specielt til bygningens interiør og eksteriør.

Station 2: Århus Kunstbygning – et ikke-kommercielt udstillingssted for samtidskunst grundlagt i 1917, som modtager støtte til dets udstillinger fra Århus Kommune og Kunststyrelsen – danner rammen for præsentationen af en række kunsthistoriske nøgleværker samt en række nye projekter skabt specielt til Minority Report af inden- og udenlandske billedkunstnere, organisationer og netværk. Værkerne og projekterne i Århus Kunstbygning forholder sig alle dekonstruktivistisk og/eller repræsentationskritisk til spørgsmålet om intolerance og sameksistens.

I Station 3: Biografen Øst for Paradis – en alternativ biograf, der siden sin åbning i 1978 primært har vist smalle film – vises et filmprogram bestående af i alt 14 kunstvideoer, dokumentar-, spille-, børne- og ungdomsfilm af både inden- og udenlandske filminstruktører og kunstnere. Filmene uddyber med en historisk spændvidde fra de tidlige 1970’ere og op til i dag forskellige aspekter af udstillingens tema. Børne- og ungdomsfilmene vises i dagtimerne for at sikre et skolepublikum, mens de øvrige film vises i aftentimerne.

Station 4: Bogen er en 152-siders publikation, som er tænkt som et todimensionalt udstillingsrum for de deltagere, der arbejder i tekst- eller montageform. Bogen præsenterer artikler, projekter og montager, som perspektiverer intolerance og sameksistens teoretisk, historisk og kulturelt.

Omkring de fire stationer kredser en række satellitter: projekter, interventioner og arrangementer skabt til specifikke miljøer og pladser i Århus af kunstnere, kulturforeninger og teoretikere i forsøget på at nå ud til og engagere en lang række forskellige befolkningsgrupper i udstillingens tema.

For den besøgende danner stationerne og satellitterne tilsammen en kalejdoskopisk indkredsning af udstillingens overordnede tematik, hvor en række analyseværktøjer gradvist opbygges til at forstå intolerancens forudsætninger og operationer, som beskueren bevæger sig fra lokalitet til lokalitet, fra arrangement til arrangement.

Motivation 
Minority Report er motiveret af en stadig større interesse blandt internationale samtidskunstnere for at kommentere, debattere og fremstille alternativer til det nuværende verdensorden. I Danmark har der således været en markant stigning i antallet af kunstnere, som i deres arbejde kommenterer den globale geo-politiske situation. En stor del af disse kunstnere har reageret specifikt på de senere års udvikling i dansk udlændingepolitik. Lignende reaktioner i det æstetiske felt ses i en lang række andre europæiske lande, hvis politiske situation er beslægtet med den danske.

Minority Report har også hentet inspiration i en serie nyskabende og betydningsfulde udstillinger, som på forskellig vis har sat spørgsmålet om køn, identitet, etnicitet og multikulturalisme til debat. Udstillinger som Difference: On Representation and Sexuality (1984), Mistaken Identities (1992), The Whitney Biennial (1993), Black Male: Representations of Masculinity in Contemporary American Art (1994), Inclusion: Exclusion (1996), Gæstebud (2003) og År 2052 kommer Malmö inte längre vara “svenskt” (2003-04) har på forskellig vis kortlagt og viderebearbejdet aspekter af den repræsentationskritik, som tog fart i billedkunsten i slutningen af 1960’erne. Med udgangspunkt i postmodernismens blotlæggelse af “repræsentationens politik” (the politics of representation) påbegyndte en række kunstnere en dekonstruktion af Vestens dominerende repræsentations-modeller i forsøget på at udfordre dens eurocentriske og patriarkalske strukturer. Inspireret af feminismen, identity politics, queer theory og post-colonial theory blotlagde de den stadige privilegering af det hvide, mandlige, heteroseksuelle subjekt og de ideologiske forudsætninger for konstruktionen og marginaliseringen af Vestens “Anden” (kvinden, etniske minoriteter, det koloniserede subjekt).

Strukturelt har Minority Report hentet inspiration fra udstillinger som Laboratorium (1999), Indiscipline (2000), Democracy When!? Activist Strategizing in Los Angeles (2002) og Documenta 11 (2002), som ligeledes inddrog ikke-kunstneriske discipliner i samspil med æstetiske. Ovennævnte udstillinger brød alle med idéen om kunstens autonomi fra den omgivende verden ud fra en erkendelse af, at det æstetiske felt er informeret af den aktuelle samtid og kan frembringe reelle alternativer til den. Udstillingernes forskellige temaer italesattes således fra en række forskellige felter i samspil med kunsten, som det også er tilfældet for Minority Report.

Som kuratorer af denne første Århus Festival for Samtidskunst håber vi, at Minority Report kan leve op til denne arv. Hvis det gennem blotlæggelsen af intolerancens konstruktion lykkes udstillingen at skabe et fundament for accept af tilstedeværelsen af forskelle, er den i det mindste socialt ansvarlig.


Noter

1. Pr. 1. januar 2003 udgjorde “udlændinge” (som af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration defineres som udenlandske statsborgere, indvandrere og efterkommere samt børn af blandede ægteskaber og adoptivbørn) 8% af den danske befolkning (kilde: www.inm.dk/Index/sos.asp?o=56&n=1&t=7&s=4). Sammenligningsvis var dette tal 4% i 1995 (kilde: Lise Togeby, Fremmedhed og fremmedhad i Danmark, Danmark: Columbus, 1998, s. 29).

2. Jvnf. kritikken af Danmarks nuværende udlændingepolitik i en rapport af Europarådets Menneskerettighedskommisær Alvaro Gil-Robles, publiceret i Strasbourg, d. 8. juli 2004, som den danske regering blankt har afvist.