Nalini Malani, “Hamletmachine” (Hamletmaskine) (installation view), 1999/2000. © Imamura Kaoru

Nalini Malani blev født 1946 i Karachi på den tid, hvor Indien og Pakistan blev delt. Malani er uddannet ved Sir J.J. School of Art, Bombay i 1969 og på Atelier Friedlander i Paris, Frankrig fra 1970-73, hvor hun specialiserede sig i maleri og grafik. Det efterfølgende arbejde med video åbnede, som det var tilfældet for mange kvindelige kunstnere i 1990’erne, muligheden for at nå et bredere publikum. Den kritiske politiske situation i Indien – hærværket på og destruktionen af Babri Masjid Moskéen fra det 16. århundrede (1992), oprør og sekterisk vold samt euforien omkring atomkraft (1998) – krævede en ny måde at adressere situationen på, som blev stadig mere undertrykkende over for kvinder. Malani begyndte at arbejde med video i 1991, da hun optog materiale til sin installation “City of Desires”; en flygtig, kontinuerlig tegning på væggene i Gallery Chemould i Bombay som en protest mod den stigende Hindu-fundamentalisme. Hendes videoværker skal ses som en udvidelse af hendes tegning- og maleripraksis. I sine multi-medieinstallationer skaber hun ofte en-cellede animerede tegninger, der bløder og afsmitter. I forsøget på at skildre verdenens rets- og jordløse individer anvender hun tekster, der reflekterer over vold, smerte og lidelse i nationalismens og religionens navn. Malani samarbejder ofte med teaterfolk og har blandt andet skabt installationer til Heiner Müller’s Medeamaterial, hvor Jason fremkom på en monitor som i en interaktiv videokonference (1993). I The Job af Bertolt Brecht udfoldede hele historien sig som en animation (1997). Udvalgte store værker tæller: “The Sacred and The Profane” (et skyggespil fra 1998); “Remembering Toba Tek Singh” (en videoinstallation fra 1998); “Hamletmachine” (et videostykke fra 2002); “Transgressions” (et video/skyggespil); “Game Pieces” (et video/skyggespil fra 2003); og “Unity in Diversity” (2003). Malani har haft soloudstillinger på: Prince of Wales Museum (Bombay, Indien 1999); The New Museum of Contemporary Art (New York, USA 2002); Apeejay Media Gallery (New Delhi, Indien 2002); og Bose Pacia Modern (New York, USA 2004). Et udvalg af internationale lokaliteter, hvor hendes præsentationer er blevet vist, tæller: World Wide Video Festival (Amsterdam, Holland 1998); Gwangju Biennale (Korea, 2000); Century City (Tate Modern, London, Storbritannien 2001); Unpacking Europe (Museum Boijmans Van Beuningen, Rotterdam, Holland 2002); Voiceovers (Art Gallery of New South Wales, Sydney, Australien 1999); Asia-Pacific Triennial (Brisbane, Australien 2002); Poetic Justice (8th International Istanbul Biennial, Tyrkiet 2003); og La Nuit Blanche, Paris, Frankrig 2004).

Bidrag: Deltager i Station 2: Århus Kunstbygning, Århus med “Hamletmachine” (Hamletmaskine), 1999/2000. Videospil, 20 min. Courtesy kunstneren. Videospillet er baseret på Heiner Müllers stykke Hamletmachine (1977) og skildrer den stigende Hindu-fundamentalisme i Indien, som nåede sit højdepunkt, da Babri Masjid Moskéen fra det 16. århundrede destrueredes af rasende voldelige fanatikere i december 1992. Den voksende uro, som fulgte i kølvandet på denne ødelæggelse, gav de hinduistiske fanatikere en anledning til at angribe og plyndre den muslimske minoritetsbefolknings slumkvarterer, som ledte til decideret landovertagelse i Mumbai. I løbet af en nat blev slumkolonierne brændt ned til grunden. Jernbanestationerne var fyldt med muslimer, som prøvede at komme med et hvilket som helst tog tilbage til sikkerheden i deres landsbyer.