IBEN TOFT NØRGÅRD
Født 1979 i Danmark. Bor og arbejder i Århus, Danmark
|
Iben Toft Nørgård, “[...]”, 2004. © Iben Toft Nørgård |
Iben Toft Nørgård er studerende ved Det Jyske Kunstakademi, Århus med forventet afgang i 2005. Køn, identitet og seksualitet har ofte været centrale temaer i hendes kunstneriske virke med særlig fokus på det feminine køn/krop. Det ses blandt andet i collagen “[...]”, der viser to kvinder poserende i en klassisk pin-up positur, udelukkende konstrueret af udklip fra pornoblade. Dette værk kan ses på Nørgårds soloudstilling på Teater Katapult i Århus i efteråret 2004. Nørgård havde en anden soloudstilling på Katapult i begyndelsen af 2004, hvor værket “I’m growing hair” kunne opleves. Udstillingen viste en række værker koncentreret om hår som medie og udtryk. Nørgård har siden 2000 undersøgt og anvendt hår i sin kunst. Soloudstillingen Medusa i Randers, Danmark 2002 viste hendes “hårværker” for første gang. I gruppeudstillingen Twogather, arrangeret af og vist på rum46 i Århus tidligere i år, blev Nørgård inviteret til at samarbejde med den anerkendte århusianske kunstner Hilarius Hofstede. Dette resulterede i værket “Twinning”. Nørgård og Hofstede er siden da blevet inviteret til at bidrage til den turnerende udstilling Bison Caravan, der senest er vist i Amsterdam, Holland og fortsætter til blandt andet Marokko og New York, USA senere i år. Nørgård har også deltaget på udstillingerne Ex Situ (Det Jyske Kunstakademi, Århus, Danmark 2003); Kulturbureau (Det Jyske Kunstakademi, Århus, Danmark 2003); Wunderkammer (Det Jyske Kunstakademi, Århus, Danmark 2002); Investing Art (Danske Bank, Århus, Danmark 2001); Konnektor (Pfefferberg, Berlin, Tyskland 2000); samt flere gruppeudstillinger i Århus og Viborg, Danmark. I 2001 stiftede Nørgård endvidere lyrikhæftet Tanke (www.ideations.dk).
Bidrag: Deltager i Station 1: Ridehuset, Århus med “Idealkvinde? Fragmenter af samtaler mellem kvinder”, 2004. Installation med lyd og publikation, 2 x 3 m. Courtesy kunstneren.
|