GUNHILD RISKE
Født 1962 i København, Danmark. Bor og arbejder i København
Gunhild Riske er idékvinde bag KVINFOs mentornetværk for flygtninge- og indvandrerkvinder, hvor hun nu er presseansvarlig og tovholder. Hun er uddannet Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1987 og Antropolog fra Københavns Universitet i 2003 med studier ved San Francisco State University i USA fra 1993-95 på et Fulbright legat. Fem år i London, Storbritannien fra 1988-93 som Politikens London-korrespondent og årene i Californien har resulteret i en stor nysgerrighed efter at udforske samspillet mellem race, etnicitet, køn og identitet. Hendes kandidatspeciale fra antropologi viser, hvordan danske immigranter i Los Angles bliver sluset ind i og forhandler vidt forskellige raciale kategorier, som andre mennesker uopfordret tildeler dem i deres nye land. Riske har fra 1997-2004 været medredaktør af KVINFOs webtidsskrift FORUM for køn og kultur – det første papirtidsskrift i Danmark, som valgte at droppe papiret og udelukkende leve på Internettet. Her har hun arbejdet med køn som vidensfelt og formidlet kønsforskning til en bred offentlighed. Riske har siden 1994 skrevet guidebogen Turen går til London for Politikens Forlag og har sammen med Annette Nielsen redigeret bogen Grib magten om kvinder og ledelse (Politikens Forlag, 2004).
Bidrag: Deltager i kvindehøringen “Tag jeres tørklæder af, vi har selv valgt silikonen!”, lørdag d. 16. oktober 2004 fra kl. 15 – 19 i Station 1: Ridehuset, Århus.
|