Som immigrant og billedkunstner, der bor og arbejder i Europa, vil jeg nødigt have, at de indfødte skal tro, at de skal behandle mig som en truet art eller som en parasit. Ikke desto mindre er det hårde tider. De indfødte kæmper. Hvor jeg dog mener, at kampen slet ikke er begyndt endnu – i det mindste ikke i Danmark. Fordi immigranterne her ikke har noget politisk, socialt, økonomisk eller kulturelt magtgrundlag. Generelt mener jeg, at meget få kulturer/nationer/etniske grupper, etc. har mulighed for at indoptage forskelle, der ikke umiddelbart gavner den eksisterende magtstruktur og/eller hierarki. Fra det voldelige kastesystem i Indien til de homoseksuelle katolikker i Rom, til de incestuøse protestanter i Holland, til de liderlige demokrater i USA eller den excentriske medicinmand i Ghana. Manden i toppen og resten følger. Det handler alt sammen om at forene sig og tilegne sig magt. Jeg kan ikke se nogen fundamental forskel i de danske kunstinstitutioner. Undtagen, at et verdensomspændende fænomen har nået og erobret Danmark med rivende fart. Racisme er out. Kulturalisme er den nye hotte ting, man kan slå til med.

Bidrag: Deltager i debatten “Den danske kunstinstitution og udfordringen fra ‘forskellens politik’”, søndag d. 24. oktober 2004 fra kl. 15 –19 i Station 1: Ridehuset, Århus.