ASIF MUFEED
Født 1976 i Jang-e-Aghli, Afghanistan. Flygtning siden 2002. Udvist af Danmark i foråret 2004 og søger for øjeblikket asyl i Norge

 

Asif Mufeed, “The Chair” (Stolen), 2003. © Asif Mufeed


Asif Mufeed fokuserer i sit arbejde både på den socio-politiske situation i samtidens Afghanistan og på vilkårene for de flygtninge, som er blevet tvunget til at forlade landet. Hans værker er motiveret dels af hans hjemlands tragiske historie, dels af hans egne levebetingelser som flygtning. Mufeed voksede op i Mazar-i-Sharif, Afganistan, og skønt kunstnerisk udøvelse aldrig har været socialt accepteret i det officielle Afganistan af religiøse grunde, var han i stand til at forfølge sin kunstneriske interesse på grund af støtte fra sin frisindede familie. I sine teenageår, da Mujahideen-krigsherrerne tog kontrol over Afganistan efter Sovjets tilbagetrækning, blev Mufeed i stigende grad opmærksom på den hurtige forringelse af det afghanske civilsamfund og mennskerettighederne i landet og besluttede sig for at bruge sin kunst som en kritisk, politisk kommentar til de siddende magthavere. Han påbegyndte således en serie kritiske karikaturer af Mujahideen-ledere, hvoraf omkring 50 blev trykt i det satiriske månedsmagasin Shokhak i perioden 1993-95. I 1994 blev Mufeed optaget på Ingeniørstudiet ved Balkh-universitetet i Mazar-i-Sharif. Der blev han involveret i studenterbevægelsen og de intellektuelle kredse i byen og begyndte i hemmelighed at distribuere nogle af sine karikaturer i studentermiljøet og på Internettet. På grund af sit voksende omdømme som politisk billedkunstner måtte Mufeed flygte fra Mazar-i-Sharif og gå i skjul i Jang-e-Aghli. I sin fødeby erfarede han, at hans familie, som var blevet i Mazar-i-Sharif, havde været nødt til at destruere de fleste af hans værker på grund af Talebans overtagelse af byen i 1999. Isoleret i den lille by Jang-e-Aghli begyndte Mufeed at planlægge sin flugt fra Afganistan. Dette førte ham til Danmark, hvor hans ansøgning om asyl blev afvist i 2004. Mufeed er bedst kendt for sit “The Chair”-projekt, en serie tegninger fra 2002-04 af ham selv og andre flygtninge i forskellige danske flygtningelejre, der alle venter på svar på deres asylansøgning. Serien er et vidnesbyrd om den tilstand af venten, som asylansøgere befinder sig i, indespærret på ubestemt tid uden at kende udfaldet. Mufeed har også haft en soloudstilling på institutfornutidskunst (ink) i København, Danmark i foråret 2004 og deltog i Socle du Monde på Herning Kunstmuseum, Danmark i sommeren 2004 med “A life = ”, et tæppe der illustrerer hans situation som flygtning. Tæppet er produceret i samarbejde med kunstneren Åsa Sonjasdotter og Egetæpper A/S og blev efterfølgende doneret til den danske Integrationsminister Bertel Haarder.

Bidrag: Deltager i Station 2: Århus Kunstbygning, Århus med “The Chair” (Stolen), 2002-04. Serie af tegninger, blyant på papir, A3-format. Courtesy kunstneren. Mufeed deltager også med “A life = ” (Et liv = ), 2004. Tæppe, 2 x 4 m., produceret i samarbejde med kunstneren Åsa Sonjasdotter og Egetæpper A/S. Courtesy kunstnerne.