For tyve år siden var Danmark internationalt kendt for sin humanitære flygtninge- og udlændingepolitik. I dag har vi den strammeste udlændingelovgivning i EU. Det er ikke nemt at få adgang til det danske land. Vi vil hellere hjælpe folk i deres hjemlande gennem ulandsbistand eller bistå flygtninge i flygtningelejre, som befinder sig tæt på flygtningenes hjemlande.

Argumentet lyder, at vi ikke vil tage flere mennesker ind i Danmark, end vi kan tage os af. Men rent faktisk er det kun 5 % af verdens flygtninge, der når frem til et land uden for nærområderne. Og ud af dem er det en forsvindende lille del, der kommer til Danmark. I 2002 kom 6.000 mennesker til Danmark for at søge asyl. Knap 3.500 mennesker fik flygtningestatus i det år. Det er ikke mange, når et fattigt land som Tanzania huser mere end 1/2 million flygtninge. Samtidig er adgangen til familiesammenføring i Danmark blevet så snæver, at udlændingeloven efter alt at dømme er i strid med Danmarks internationale menneskerettighedsforpligtelser.

Der er kort sagt meget, der tyder på, at Danmark prøver at gå stik imod den udvikling, som globalisering og migration naturligt fører med sig. Hvordan tror vi, at Danmark på den måde kan isolere sig? Hvorfor er vi bange for at være et fleretnisk og flerkulturelt samfund?
Er vi blevet nationalistiske og selvgode?

Men hvis man er kommet gennem nåleøjet og har fået opholdstilladelse i Danmark, så er man retligt beskyttet mod racisme og diskrimination. Problemet er blot, at lovgivningen ikke er god nok. Den virker ikke rigtigt. Etniske minoriteter oplever i Danmark i dag diskrimination i deres adgang til arbejde, bolig, sundhed, butikker, diskoteker osv. Der er etniske minoriteter, som har boet i Danmark i mange år. De taler perfekt dansk, har jobs og familie og har gjort alt, hvad majoritetssamfundet kræver af dem. Alligevel oplever de i dag en stigende diskrimination og intolerance. Europarådets menneskerettighedskommissær Alvaro Gil-Robles har udtrykt bekymring over de hyppige og kraftige udsagn, som bestemte politikere retter mod indvandrere og minoriteter i Danmark. Som andre internationale menneskerettighedsinstanser har han opfordret Danmark til at gøre en mere aktiv indsats for at bekæmpe diskrimination og intolerance og til at fremme et samfund, som inkluderer alle – også etniske minoriteter.

Men er etnisk ligestilling i det hele taget et ønsket mål i Danmark?
Hvad betyder etnisk ligestilling? Hvad betyder ikke-diskrimination?
Hvad er den danske målsætning: assimilation eller integration? Og er den danske integrationspolitik i realiteten en assimilationspolitik?
Er integration mulig uden etnisk ligestilling?
Hvordan sikrer vi reel etnisk ligestilling i Danmark?

Og til sidst:
Hvordan ser udlændinge- og integrationspolitikken ud efter næste folketingsvalg?

Pia Justesen, debatfacilitator